Casa Danese Refugiet

Monestero Di San Michele, Venedig

IMG_3380 dok

Frem til efteråret 2013 forløb istandsættelsesprojektet planmæssigt, og de tekniske drøftelser omkring nyindretningen af klostrets nordvest fløj nærmede sig sin afslutning. Desværre gav det forhold, at ”vaporettoen” efter kirkegårdens lukketid medtog og afsatte passagerer til vores Casa Danese anledning til, at en gruppe beboere på Murano fandt det anstødeligt, at der var fremmede, som kunne overnatte på kirkegården og dermed bryde gravfreden. Dette førte til en større hetz i den lokale presse og en stigende ulyst hos kommunen til at fortsætte projektet. I begyndelsen af 2014 varder en række møder med kommunens folk, hvor det lykkedes at få projektet bragt tilbage på sporet, men i slutningen af maj måtte bystyret træde tilbage som følge af borgmesterens indblanding i en større korruptionsskandale. Frem til juni 2015 blev byen således ledet af en særlig fra Rom udpeget administrator, hvorfor det først efter at der hen på året 2015 var valgt et nyt bystyre, blev muligt atter at tage sagen op påny. Beklageligvis hørte vores sag måske ikke overraskende til de sager, som den nyvalgte administration bestemt ikke havde noget hastværk med at behandle.

Trods utallige henvendelser lykkedes det således først at få et møde med den nye administration et år efter den var tiltrådt, hvor et møde med viceborgmesteren kom i stand, og jeg var efter forhandlingerne med den nye viceborgmester umiddelbart ganske optimistisk, idet hun både viste betydelig interesse for at få vort projekt iværksat og vilje til at få de sidste politiske og tekniske hindringer bragt ud af verdenen. Desværre viste det sig, at kommunens embedsmænd ikke helt delte viceborgmesterens entusiasme for projektet. En pludselig og overraskende beslutning fra borgmesteren, hvorefter alle kommunens embedsmænd skulle have nye sagsområder vanskeliggjorde yderligere forhandlingssituationen, idet det gennem hele efteråret 2016 var umuligt at finde frem til de personer, som nu havde ansvaret for behandlingen af vort projekt.

På denne baggrund krævede vor største bidragyder Realdania en afklaring, idet man ikke på det foreliggende usikre grundlag ville være i stand til yderligere at forlænge bevillingen. Ved en fornyet henvendelse direkte til viceborgmesteren lykkedes det at få et nyt møde, som dog ikke bragte den nødvendige afklaring. Realdania besluttede derfor at lukke bevillingen.

Det blev herefter meddelt viceborgmesteren, at den danske donorkreds havde tabt tålmodigheden, hvorfor PKV beklageligvis ikke ville være i stand til at fortsætte projektet. Under et fornyet møde med viceborgmesteren beklagede denne den danske beslutning, om end hun udtrykte forståelse herfor, idet hun erkendte, at kommunen havde været alt for længe om at behandle sagen. Dersom beslutningen ikke stod til at ændre, ville kommunen derfor acceptere, at projektet blev indstillet, og der aftaltes en procedure for den formelle afslutning af sagen.

Det måtte desværre samtidig konstateres, at Casa Danese langt fra er den eneste sag, som er nødlidende, tværtimod synes det efterhånden stort set at være umuligt at få selv oplagte byggesager gennem den kommunale godkendelsesprocedure. Da yderligere kontakter til kommunen afslørede, at PVK måtte være forberedt på, at der i forbindelse med en eventuel godkendelse ville blive stillet krav om, at det antal gæster, som samtidig ville kunne bruge Casa Danese ville blive væsentligt reduceret, fandt PVK, at det ikke ville være realistisk at fortsætte kampen.

Bygningen er nu tømt for inventaret, som er blevet givet til et nyoprettet bosted for flygtninge, således at det er kommet andre værdigt trængende til gode, og huset er tilbagegivet til kommunen. De med hustømningen og den endelige afslutning på aftalen med Venedigs kommune forbundne udgifter medførte at PVK havde et mindre underskud, som Faberfonden meget velvilligt har tilbudt at dække.

Det er dybt beklageligt at de mange anstrengelser og den store velvilje og langmodighed fra kredsen af donorer ikke har kunnet krones med held. Det kunne være blevet et smukt projekt, men den særlig i de sidste år kraftigt tiltagende venetianske modvilje mod de mere end 25 mio. gæster, som årligt besøger byen, har gjort, at de folkevalgte politikere er blevet meget tilbageholdende med at godkende projekter, som tjener til at huse flere gæster i byen. Denne udvikling i masseturismen, som så sent som den 2. august i år gav anledning til en artikel i New York Times med titlen ”Venice, Invaded by Tourists, Risks Becoming ”Disneyland on the Sea” blev således den hindring, som vi ikke kunne overvinde.

 

Nivå den 22. september 2017.
Henrik Rée Iversen